Et muligt bidrag til den løbende svenske diskussion om, hvad vi kan forstå som arbejderlitteratur.
Arbejderlitteratur kan defineres som den litteratur, der nationalt og internationalt formidler arbejderes livssammenhænge som en del af klassens historie. Arbejdere kan være del af klassen på en mere eller mindre erkendt måde, spændende fra dem, der ikke er sig deres klassemæssige sammenhænge bevidst og forstår sig som ofre, over de fagforeningsbevidste til de fagligt og politisk aktive, der kæmpende og lærende udvikler deres egne klasseorganisationer. Det centrale i arbejderes livssammenhænge er arbejde/arbejdsløshed, udbytning, undertrykkelse og modstande herimod. De forskellige produktionsmåder går igen i klassens sociale sammensathed med dens mange former for selv- og samfundsbevidsthed. Det viser sig i litteraturen som forskelle i de livshistorier, der berettes af henholdsvis faglærte og ufaglærte, landarbejdere, byarbejdere, søfolk, mænd og kvinder. Hermed er arbejderlitteraturens tematiske kendetegn også givet.
Dens forfattere kan være skrivende arbejdere eller professionelle forfattere, der har forladt produktionen eller aldrig været der. Ikke sjældent bliver skrivende arbejdere tilskyndet og hjulpet af bogligt uddannede forbundsfæller (fx forskere, redaktører, journalister) i et samarbejde på tværs af den samfundsmæssige arbejdsdeling. Det afgørende er, at den litteratur skrives af mennesker, som i én eller flere faser af deres liv tager del i klassens livssammenhænge i arbejde, familie, kvarter, faglige, politiske, kulturelle organisationer og fritid.
Denne litteratur af arbejdere er selvsagt ikke den eneste for arbejdere, men dens historie er vigtig: den aktuelle arbejderlitteratur er ikke et tilfældigt modelune, men forlænger og fornyer en tradition så gammel som klassen selv. Arbejderlitteratur er nok henvendt til arbejdere og deres organisatoriske sammenhænge (partier og fagforeninger, egne forlag, arbejderhøjskoler, oplysningsforbund, bogkredse, tillidsmandsskoler mm.), men ikke eksklusivt; tværtimod kan den via andre forlag række ind i den borgerlige offentlighed.
I det borgerlige samfund har denne overlevering en brudt historie, i arbejdernes livssammenhænge derimod en kontinuerlig. Herom vidner mundtligheden. Forud for det skrevne går de mundtlige udtryksformer, navnløse beretninger om fælles viden, talløse lidelser, viljer, kampe og håb. Den videreføres i faglige og politiske agitatorers taler, i skurvogne, til faglige og politiske møder og andre fælles forsamlinger, ofte forbundet med arbejdersange. Overleveringen mellem arbejdere er primært mundtlig, og mundtlighed præger også langt hen arbejderlitteraturen, først i breve og dagbøger, siden i såvel den livshistoriske erindringsform som i de mere eller mindre fiktive former: digte, noveller, romaner, teater, film, fototekster, tegninger og collager.
Stiller man ikke sociale spørgsmål, får man ikke sociale svar. Derfor følgende: Vel er autobiografien individuelt bestemt, men i det individuelle viser socialhistorien sig især som nedslag og brud i den enkeltes livssammenhæng. Ved at fortælle eller skrive deres livshistorie kan arbejdere fortolke disse konfliktfyldte nedslag og brud som netop samfundsmæssigt bestemt. Som Ivar Lo-Johansson skriver om Martin Andersen Nexøs erindringer, er de et samfundsmenneskes selvbiografi. Vi står altså over for en historisk ny genre, udviklet af arbejdere, nemlig den proletariske sociobiografi – i modsætning til den dominerende borgerlige memoire, hvor undtagelsesmennesket spiller hovedrollen. Sociobiografien må læses og vurderes på sine egne betingelser, dvs. gennem en socialisationshistorisk tilgang. Det sociobiografiske jeg er kollektivt: et vi. Alt peger tilbage på samfundshistorien og det levede liv.
Nu som før er der et problem med at afgrænse arbejderlitteraturen i forhold til subproletariatet. Således har man i Danmark ofte benævnt adskillige pjalteproletariske romaner fra omkring 1900 som arbejderlitteratur. Hertil føjer sig nu beretninger fra prekariat, working poor, visse mellemlagsgrupper, indvandrere og flygtninge. Disse sociale grupperinger har det til fælles med arbejderne, at de ikke ejer produktionsmidler, men adskiller sig fra hinanden ved deres forskelligartede forhold til kapital og stat. Uanset denne forskel kan arbejderlitteraturen give også dem et perspektiv, der viser vej ud af offerpositioner. I litteraturen viser arbejdere den vej, de drog og vil drage.
Kirsten Folke Harrits (f. 1941). cand. mag. Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet; ph.d. i oral history (om arbejderes livshistoriske fortællinger som læreproces), Institut for Historie, Aarhus Universitet.
Siden 1974 forsket og undervist i arbejderhistorie og -litteratur med efterfølgende bogudgivelser. Indsamlet, formidlet og udgivet arbejdererindringer i projektsammenhænge med bibliotekar og kommunikationskonsulent Ditte Scharnberg: Arbejdererindringer i Aarhus 1984-2005. Siden 2005 forfatter og arbejdsfotograf.
Litteratur bl.a.: Arbejde: Liv og Historie. Fire danske arbejdererindringer. Dansklærerforeningen 1982 Når vi rykker frem. Antologi af dansk arbejderlitteratur 1872-1983. Gyldendal 1983 Så mange beretninger. Så mange spørgsmål. Arbejderes livshistoriske fortællinger som læreproces. Husets Forlag 2002 KFH og Ditte Scharnberg: Fortælling og fortællere. Husets Forlag 2008
